Jeg var til en workshop i går omkring forskellige adfærdstyper (den slags teorier der snakker om fire forskellige typer af foretrukken adfærd og groft kategorisre os mennesker i fire forskellige typer). Oplægsholderen står og forklare om de forskellige typer, og deres foretrukne adfærd i forskellige situationer. I hendes uddybning af en af typerne får hun sagt noget med at personen godt kan være lidt pæn udad til, men at der godt kan være mere rodet bagved - tænker at det både var i konkret og overførtbetydning. Jeg tænker med det samme, at det godt kunne være et kendetegn for mig og i det samme nævner hun et ord, der var helt nyt i mit ordforråd, men som jeg streks identificerede mig med og tog til mig; Eventbaseret-rengøring..
Det er så meget mig.. Det der med at så længe jeg kun er mig selv så er det ikke så vigtigt om det roder lidt, om opvasken er taget eller om nullermændende hopper sig op i hjørnerne..
Jeg havde faktisk en periode hvor jeg kun gjorde rent og ryddede op når jeg fik gæster - det kræver bare at man invitere folk på besøg tit nok:)
Selvom jeg tænker at jeg er lidt ude på et sidespor ift min rengøringsstandard (som virkelig er lav), og på trods af at jeg bestemt nyder når der er helt rent/rydelig/jeg kan se køkkenbordet(som er meget lidt plads, men stadig), så får jeg det bare ikke gjort!!
Jeg kan sige nok så mange gange til mig selv at nu skal jeg også have det gjort, skrive det på "to do listen" og meget andet, alligevel bliver det stort set altid nedprioriteret:) pludselig er der 1000 andre ting der er vigtigere og der kommer jo alligevel ikke nogen:D
Så jeg er stor fan af eventbasseret rengøring, for så længe man selv kan holde sit rod, sin opvask og nuldermænd ud, ja så er det vel fint at der er rent den dag der kommer nogen, og ikke 5 dage forinden..
Venligst frk. Lagoni
torsdag den 2. februar 2012
tirsdag den 31. januar 2012
Sladder
Jeg kan virkelig undre mig over vi menneskers behov for at snake om andre, med andre end dem det nu engang handler om. Altså såkaldt sladder! Det at jeg nu er en 22-årig universitetsstuderende forhindre i hvert fald ikke hverken jeg selv eller min omgangskred i at sladre om hinanden som var vi en del af se og hør redaktionen. Jeg er på ingen måde hellig, en gang i mellem er go sladder da fantastisk, men hvad er det egentlig for et behov - det der med at snakke om andre, uden de er der.. Er det noget med at man så er bedre end dem, fordi de har gjort noget tåbeligt? Spejler vi os i hinanden og kan fryde os hvis vi i det mindste ikke har gjort noget lige så dumt som den, der nu er blevet centrum for dagens sladre historie? er det fordi man er foraget, nysgerrig, misundelig eller er det kun et spørgsmål om underholdning på hinandens bekostning? for hvem har ærlig talt lyst til at være genstand for sladder?
Personligt er jeg egentlig ret ligeglad med hvad folk mener om de ting jeg gør eller siger, men hvis jeg har gjort noget, som jeg kan forestille mig kan gå hen og blive en rigtig go' sladder historie fx blandt mine medstuderende, ja så holder jeg det da for mig selv.. For selvom folk må mene hvad de vil, så er der en ting jeg ikke gider, og det er hvis jeg er hende alle snakke om bag min ryg, hvis jeg og hvad jeg nu end har gjort er et samtalemene i en diskussion, hvor jeg som den eneste ikke er velkommen.. For det er nemlig sådan med sladder, at det kun fungere så længe vedkomne som snakken handle om, ikke er en del af samtalen.. Selvom det er et velkendt pigefænomen at piger sladre, naturligvis nogen mere end andre, og på trods af at jeg selv nogle gange nyder at sladre og høre go sladder - så er det jo egentlig et mærkeligt og super dårligt koncept..
Hvorfor er det at vi(måske især piger) har et stort behov for at snakke om alle dem der ikke er der? og hvad er det der gør at nogle historier er så gode at vi ikke kan lade vær med at fortælle dem videre, selvom det egentlig er noget privat/personligt?
Venligst frk. Lagoni
Personligt er jeg egentlig ret ligeglad med hvad folk mener om de ting jeg gør eller siger, men hvis jeg har gjort noget, som jeg kan forestille mig kan gå hen og blive en rigtig go' sladder historie fx blandt mine medstuderende, ja så holder jeg det da for mig selv.. For selvom folk må mene hvad de vil, så er der en ting jeg ikke gider, og det er hvis jeg er hende alle snakke om bag min ryg, hvis jeg og hvad jeg nu end har gjort er et samtalemene i en diskussion, hvor jeg som den eneste ikke er velkommen.. For det er nemlig sådan med sladder, at det kun fungere så længe vedkomne som snakken handle om, ikke er en del af samtalen.. Selvom det er et velkendt pigefænomen at piger sladre, naturligvis nogen mere end andre, og på trods af at jeg selv nogle gange nyder at sladre og høre go sladder - så er det jo egentlig et mærkeligt og super dårligt koncept..
Hvorfor er det at vi(måske især piger) har et stort behov for at snakke om alle dem der ikke er der? og hvad er det der gør at nogle historier er så gode at vi ikke kan lade vær med at fortælle dem videre, selvom det egentlig er noget privat/personligt?
Venligst frk. Lagoni
torsdag den 19. januar 2012
Thedrikker - ikke helt på samme måde som kaffedrikkere
Jeg er en af den slags unge mennesker der ikke drikker kaffe, de få gange jeg har smagt det har jeg slet ikke kunne lide smagen, og nu er det vist mest af alt blevet til en princip sag, at jeg ikke vil lærer at drikke kaffe..
Jeg mener der er vel ingen grund til at tvinge sig selv til at drikke noget, man syns smager dårligt (med det formål at vænne sine smagsløg til smagen) hvis man alligevel synes det er en dårlig ide at drikke kaffe. Det er jo ikke den bedste sundhedsdrik på markedet af drikkevarer:)
Det at jeg ikke drikker kaffe kan åbenbart være ret svært at forstå for alle de mennesker for hvem kaffe er uundværlig del af deres hverdag.. og især hos den ældre generation er det helt uforståeligt at man kan leve uden kaffe - jeg har endda oplevet folk der troede det var umuligt at gå på universitetet uden i det mindste at lærer at drikke kaffe i løbet af 1. semester - men tro mig, jeg lever enddnu, selvom jeg aldrig har drukket en hel kop mørk koffeinfyldt omgang ristet bønner med varm vand.
Når det så er slået fast at jeg ikke drikker kaffe kommer næste trin, for så skal jeg selvfølgelig have et andet tilbud, et varmt et, for det er jo bedst sådan - the?
Jo tak jeg drikker the, reaktionen kommer promte, jamen så laver vi da bare det, hvis ikke det allerede står fremme.. For hvis man drikker the, så vil man vel selvfølgelig have det hele tiden.
Og det er her den allerstørste forskel på the- og kaffedrikkere er.. (evt kun mig og den måde jeg drikker the på og kaffedrikkere)
For selvom jeg rigtig godt kan lide the, og mange forskellige slags endda, og hverken behøver sukker eller mælk for at kunne lide smagen, så drikker jeg bare ikke the på samme måde som kaffedrikkere drikker kaffe..
For (indkarnerede) kaffedrikkere er det jo noget de for det første altid kan drikke, altid har lyst til, og for det andet noget de laver hver dag, og knapt kan undværre.
Og sådan har jeg det bare ikke med the.. Jeg har tit oplevet at hvis jeg først engang har nævnt at jeg drikker the (og ikke kaffe) så er der altid lavet the, når andre i selvskabet skal have kaffe. Men jeg har ikke altid lyst til the, ligesom kaffedrikkere tilsyneladende altid har lyst til kaffe..
I nogle selvskab kan man jo også sagtens lade være med at drikke det, men hvis man nu ved man er eneste ikke-kaffedrikkende person i selvskabet, og der er alligevel er lavet the, er det lidt svært at lade være med at tage en kop..
Et eksempel:
Jeg har for nyligt oplevet det på en arbejdsplads, hvor vi arbejdede et styke væk fra nærmeste køkken/kantine, hvor jeg blev spurgt om jeg ville have kaffe eller the nu hvor en af medarbejderne alligevel gik over til køkkenet - jeg svarede at lidt the kunne jeg da godt drikke.. Næste gang jeg mødte på arbejde sagde den samme medarbejder at jeg gerne ville have the ikke, som den mest naturlige selvfølge når han nu alligevel gik efter kaffe til sig selv.. Men jeg har bare ikke lig altid lyst til the, selvom jeg er inkarneret thedrikker:)
Synes bare det er pudsigt, at jeg som thedrikker i hvert fald har det anderledes med varmflydende drikke, end kaffedrikkere har det med kaffe:) -måske er jeg alene om den holdning, måske ikke:)
Venligst Frk. Lagoni
Jeg mener der er vel ingen grund til at tvinge sig selv til at drikke noget, man syns smager dårligt (med det formål at vænne sine smagsløg til smagen) hvis man alligevel synes det er en dårlig ide at drikke kaffe. Det er jo ikke den bedste sundhedsdrik på markedet af drikkevarer:)
Det at jeg ikke drikker kaffe kan åbenbart være ret svært at forstå for alle de mennesker for hvem kaffe er uundværlig del af deres hverdag.. og især hos den ældre generation er det helt uforståeligt at man kan leve uden kaffe - jeg har endda oplevet folk der troede det var umuligt at gå på universitetet uden i det mindste at lærer at drikke kaffe i løbet af 1. semester - men tro mig, jeg lever enddnu, selvom jeg aldrig har drukket en hel kop mørk koffeinfyldt omgang ristet bønner med varm vand.
Når det så er slået fast at jeg ikke drikker kaffe kommer næste trin, for så skal jeg selvfølgelig have et andet tilbud, et varmt et, for det er jo bedst sådan - the?
Jo tak jeg drikker the, reaktionen kommer promte, jamen så laver vi da bare det, hvis ikke det allerede står fremme.. For hvis man drikker the, så vil man vel selvfølgelig have det hele tiden.
Og det er her den allerstørste forskel på the- og kaffedrikkere er.. (evt kun mig og den måde jeg drikker the på og kaffedrikkere)
For selvom jeg rigtig godt kan lide the, og mange forskellige slags endda, og hverken behøver sukker eller mælk for at kunne lide smagen, så drikker jeg bare ikke the på samme måde som kaffedrikkere drikker kaffe..
For (indkarnerede) kaffedrikkere er det jo noget de for det første altid kan drikke, altid har lyst til, og for det andet noget de laver hver dag, og knapt kan undværre.
Og sådan har jeg det bare ikke med the.. Jeg har tit oplevet at hvis jeg først engang har nævnt at jeg drikker the (og ikke kaffe) så er der altid lavet the, når andre i selvskabet skal have kaffe. Men jeg har ikke altid lyst til the, ligesom kaffedrikkere tilsyneladende altid har lyst til kaffe..
I nogle selvskab kan man jo også sagtens lade være med at drikke det, men hvis man nu ved man er eneste ikke-kaffedrikkende person i selvskabet, og der er alligevel er lavet the, er det lidt svært at lade være med at tage en kop..
Et eksempel:
Jeg har for nyligt oplevet det på en arbejdsplads, hvor vi arbejdede et styke væk fra nærmeste køkken/kantine, hvor jeg blev spurgt om jeg ville have kaffe eller the nu hvor en af medarbejderne alligevel gik over til køkkenet - jeg svarede at lidt the kunne jeg da godt drikke.. Næste gang jeg mødte på arbejde sagde den samme medarbejder at jeg gerne ville have the ikke, som den mest naturlige selvfølge når han nu alligevel gik efter kaffe til sig selv.. Men jeg har bare ikke lig altid lyst til the, selvom jeg er inkarneret thedrikker:)
Synes bare det er pudsigt, at jeg som thedrikker i hvert fald har det anderledes med varmflydende drikke, end kaffedrikkere har det med kaffe:) -måske er jeg alene om den holdning, måske ikke:)
Venligst Frk. Lagoni
tirsdag den 17. januar 2012
At bidrage -blot fordi man kan
Et af de to studiejob jeg har, er et hvor jeg hjælper til med test af diverse forskellige vare - fx. kaffe, youghurt eller andet i den stil. Kort fortalt går det ud på at et firma bestiller en vurdering af et produkt, man invitere så en masse forbrugere og ber dem om deres mening, af forskellige produkter, eller varianter af det samme:)
Den anden dag var jeg så på arbejde, og som en speciel bemærkning denne dag, var det præcis de samme forbruger som også deltog for en uge siden, der skulle komme igen. ca 20 min før en af testene går igang, hører vi nogle meget tøffende skridt på gangen. Vi 3 der arbejder med at klargøre testene ser lidt mærkeligt på hinanden - kigger ud og ser en ældre herre der slæber føderne afsted i meget små skridt, opbakket af en rolator. Vi ser igen på hinanden, og smiler - vi tænker alle tre det sammen; han var der ikke i sidste uge!! Selvom der kommer omkring 100 forbrugere på sådan en dag, er vi alle ret sikre på at han ikke var her til test i sidste uge:)
Og ganske rigtigt, den ældre herre er helt forvirret da holdet er samlet og alle de andre ved hvordan det skal foregå. Men vi bliver enige om at det næsten er synd at jage ham væk. Så selvom ingen af os aner hvordan han har fundet ud af, at de her test foregår i dag, klargøre vi 9 ekstra prøver så der også er til ham, og lader ham teste med, sammen med de andre forbrugere.
Oplevelsen gav mig lidt forskelligt, for det første gav det mig et befriende smil på læberne, da hele situationen på en måde bare faldt komisk ud:) For det andet fik det mig til at tænke over hvor lidt der nogen gange skal til for at gøre andre mennesker kede af det, ligesom der skal meget lidt til at gøre folk kede af det eller i dårligt humør. Det var tydeligt at den ældre medborger, havde klædt sig pænt på i dagens anledning, han havde ekstraordinært bestilt komunal kørsel til formålet, han hyggede sig tydeligvis med at give sin mening med, og hele testsessionen, der for ham har været en heldagsudflugt, har uden tvivl været en oplevelse ud over de sædvanlige. Tænker på, hvor let vi kunnet have afvist ham - men vi blev enige om at vi var venlige mennesker på dette institut, og selvom jeg i starten syns det var lidt ondsvagt, så er jeg her bagefter glad for at vi bare lod ham teste med. For de 2 min det tog os at lave 9 ekstra prøver, så han kunne teste med - og de 180 kr han fik på et gavekort som tak for hjælpen, var ingenting i forhold til hvor glad han blev, og hvilken følelse af at gøre gavn og være til nytte som han tilsyneladende fik af at være med i testen.
Og er det i virkeligheden ikke det, hele livet handler om - det er i hvert fald det der gør mig lykkelig. Det er så vigtigt at føle at man kan bruges til noget. At man gør gavn, at andre har brug for en - og at man sætter sine små fodspor på livets vej. De fleste kender følelsen af at det føles godt at gøre noget for andre, ikke fordi man får noget igen - men fordi man godt kan lide at give. Denne forbruger ville sikkert betale for denne oplevelse, og var i hvert fald bedøvende ligeglad med at få noget igen - det er ikke engang sikkert at han får brugt gavekortet til byens butikker:) Næ for ham var det vigtigt at opnå følelsen af at han igen kunne gøre gavn, at han kunne bidrage og at hans mening igen talte :)
Så på trods af, at hans testresultater på ingen måde kunne bruges (eftersom han ikke havde været til første runde en uge tidligere), var det, det hele værd. Vi smilede og han følte at han havde gjort dagens gode gerning.
Venligst frk. Lagoni
Den anden dag var jeg så på arbejde, og som en speciel bemærkning denne dag, var det præcis de samme forbruger som også deltog for en uge siden, der skulle komme igen. ca 20 min før en af testene går igang, hører vi nogle meget tøffende skridt på gangen. Vi 3 der arbejder med at klargøre testene ser lidt mærkeligt på hinanden - kigger ud og ser en ældre herre der slæber føderne afsted i meget små skridt, opbakket af en rolator. Vi ser igen på hinanden, og smiler - vi tænker alle tre det sammen; han var der ikke i sidste uge!! Selvom der kommer omkring 100 forbrugere på sådan en dag, er vi alle ret sikre på at han ikke var her til test i sidste uge:)
Og ganske rigtigt, den ældre herre er helt forvirret da holdet er samlet og alle de andre ved hvordan det skal foregå. Men vi bliver enige om at det næsten er synd at jage ham væk. Så selvom ingen af os aner hvordan han har fundet ud af, at de her test foregår i dag, klargøre vi 9 ekstra prøver så der også er til ham, og lader ham teste med, sammen med de andre forbrugere.
Oplevelsen gav mig lidt forskelligt, for det første gav det mig et befriende smil på læberne, da hele situationen på en måde bare faldt komisk ud:) For det andet fik det mig til at tænke over hvor lidt der nogen gange skal til for at gøre andre mennesker kede af det, ligesom der skal meget lidt til at gøre folk kede af det eller i dårligt humør. Det var tydeligt at den ældre medborger, havde klædt sig pænt på i dagens anledning, han havde ekstraordinært bestilt komunal kørsel til formålet, han hyggede sig tydeligvis med at give sin mening med, og hele testsessionen, der for ham har været en heldagsudflugt, har uden tvivl været en oplevelse ud over de sædvanlige. Tænker på, hvor let vi kunnet have afvist ham - men vi blev enige om at vi var venlige mennesker på dette institut, og selvom jeg i starten syns det var lidt ondsvagt, så er jeg her bagefter glad for at vi bare lod ham teste med. For de 2 min det tog os at lave 9 ekstra prøver, så han kunne teste med - og de 180 kr han fik på et gavekort som tak for hjælpen, var ingenting i forhold til hvor glad han blev, og hvilken følelse af at gøre gavn og være til nytte som han tilsyneladende fik af at være med i testen.
Og er det i virkeligheden ikke det, hele livet handler om - det er i hvert fald det der gør mig lykkelig. Det er så vigtigt at føle at man kan bruges til noget. At man gør gavn, at andre har brug for en - og at man sætter sine små fodspor på livets vej. De fleste kender følelsen af at det føles godt at gøre noget for andre, ikke fordi man får noget igen - men fordi man godt kan lide at give. Denne forbruger ville sikkert betale for denne oplevelse, og var i hvert fald bedøvende ligeglad med at få noget igen - det er ikke engang sikkert at han får brugt gavekortet til byens butikker:) Næ for ham var det vigtigt at opnå følelsen af at han igen kunne gøre gavn, at han kunne bidrage og at hans mening igen talte :)
Så på trods af, at hans testresultater på ingen måde kunne bruges (eftersom han ikke havde været til første runde en uge tidligere), var det, det hele værd. Vi smilede og han følte at han havde gjort dagens gode gerning.
Venligst frk. Lagoni
onsdag den 11. januar 2012
Første skridt
Velkommen til..
Jeg er i gang med at kaste mig ud i endnu et projekt som jeg ikke aner hvor ender - men mon ikke det er netop det der driver mig.. Det med at gøre noget nyt, og så bare se hvad det fører til..
Denne blog er tænkt som et sted hvor jeg kan kommentere på noget af det jeg oplever, notere nogle af de tanker der opstår i løbet af hverdagen, det er tænkt som et eksperiment og samtidig håber jeg at mine overspringshandlinger vil følels lidt mere meningsfyldte fremover:)
Venligst
Frk. Lagoni
Jeg er i gang med at kaste mig ud i endnu et projekt som jeg ikke aner hvor ender - men mon ikke det er netop det der driver mig.. Det med at gøre noget nyt, og så bare se hvad det fører til..
Denne blog er tænkt som et sted hvor jeg kan kommentere på noget af det jeg oplever, notere nogle af de tanker der opstår i løbet af hverdagen, det er tænkt som et eksperiment og samtidig håber jeg at mine overspringshandlinger vil følels lidt mere meningsfyldte fremover:)
Venligst
Frk. Lagoni
Abonner på:
Opslag (Atom)